Avis: Danskerklubben Ajax arbejder på at hente talentfuld kantspiller
Foto: Getty Images
Benelux

Avis: Danskerklubben Ajax arbejder på at hente talentfuld kantspiller

Ajax arbejder på at hente en ny, talentfuld spiller til klubben. Den 18-årige mexicaner er udset som mulig erstatning for en af klubbens største profiler.

Gennem mange år har Ajax arbejdet ud fra en filosofi at samle unge, talentfulde spillere, udvikle dem og sælge dem dyrt til større klubber. Således er spillere som Jan Vertonghen, Luis Suarez og Zlatan Ibrahimovic blevet sendt videre efter nogle år i den hollandske storklub.

De næste spillere i rækken kan meget vel blive David Neres og Hakim Ziyech, og Ajax er tilsyneladende ved at tage sine forholdsregler mod at miste en eller begge profiler senest til sommer.

Den hollandske avis, De Telegraaf, rapporterer således, at Ajax har udpeget mexicanske Diego Lainez som spilleren, der kan løfte arven efter David Neres eller Hakim Ziyech. Derfor vil den hollandske storklub også forsøge at købe den 18-årige kantspiller så hurtigt som muligt, så han kan vænne sig til klubbens spillestil.

Ajax har angiveligt afgivet et bud på 82,5 millioner kroner til América, men den mexicanske klub forlanger et sted mellem 105 millioner kroner og 112,5 millioner kroner for Diego Lainez.

Mexicaneren er noteret for otte U20-landskampe, og han har i denne sæson lavet fem mål og en assist i 18 kampe for América.