Nicolai Jørgensen var flyvende i sin første sæson i Feyenoord, hvor han endte som ligatopscorer i Holland. Den forgangne sæson var slet ikke på samme niveau, og angriberen styrkede heller ikke sin aktie under VM.
Og i fodboldens verden er der afregning med kasse et.
Ifølge flere hollandske medier skriver Rotterdam-avisen Algemeen Dagblad torsdag, at interessen for Nicolai Jørgensen er dalet efter VM. I vinter var den danske landsholdsspiller et varmt emne i Premier League-klubben Newcastle United, men et skifte blev aldrig til noget, og i skrivende stund skal Feyenoord opleve en noget lavere interesse for angriberen end tidligere.
Der er dog stadig bejlere.
Avisen skriver, at Serie A-klubben Atalanta lurer på Nicolai Jørgensen, og dermed kan der altså være en ren dansk angrebsduo på vej i Bergamo, hvor Andreas Cornelius huserer til dagligt. Historien melder dog ikke noget om, hvor konkret interessen er fra støvlelandet.
Nicolai Jørgensen fastslog tilbage i marts over for tipsbladet.dk, at han umiddelbart sigtede efter et klubskifte denne sommer.
- Vi må se, hvad der sker. Jeg tror, at det var planen fra start – to eller to-et-halvt år i Feyenoord og så videre. Hvis der kommer noget, så må vi kigge på det med Feyenoord, lød det fra Nicolai Jørgensen.
Danskeren har kontrakt med Feyenoord frem til sommeren 2021.