Simon Poulsen og AZ Alkmaar er et fremragende match rent sportsligt, men til sommer kan de to parters veje skilles for anden gang. Den danske venstreback har kontraktudløb om halvanden måned, og AZ er ivrige efter at forlænge med danskeren, men endnu har de to parter ikke kunnet nå til enighed.
Nu skriver Algemeen Dagblad, at Simon Poulsen ligner en færdig mand i AZ Alkmaar. Der er i hvert fald mindre og mindre, der tyder på, at klubben kan præsentere danskeren for et tilbud, han kan acceptere.
- Jeg kan virkelig godt lide at være her. Jeg synes, det er en god klub, men vi kan tilsyneladende ikke blive enige, siger Simon Poulsen til avisen.
Den tidligere SønderjyskE- og FC Midtjylland-spiller afviser, at han er for grådig.
- Jeg mener ikke, at det kun skal handle om penge, men jeg er heller ikke villig til at blive her for enhver pris, lyder det fra Simon Poulsen.
Den danske landsholdsspiller har blandt andet været sat i forbindelse med de nyslåede mestre fra PSV Eindhoven, men det skifte virker ikke sandsynligt.
- Simon er en god spiller – jeg hentede ham selv til AZ Alkmaar. Men det er ikke sådan, at PSV bare samler alle gode spillere op, vi støder på. Vi har en liste med interessante spillere, og jeg kan godt fortælle, at Simon ikke er på den liste, sagde PSV Eindhovens tekniske direktør Marcel Brands i starten af maj i et interview med FOX Sports.
Simon Poulsen har spillet 31 kampe og scoret tre mål for AZ Alkmaar i denne sæson. Han har desuden lagt op til tre mål.