AZ: Fantastisk at have Poulsen tilbage
Illustration
Benelux

AZ: Fantastisk at have Poulsen tilbage

I hollandske AZ er der stor glæde over, at Simon Poulsen er tilbage i klubben. 

Simon Poulsen er i dag blevet præsenteret som ny spiller i den hollandske klub AZ, der har hentet den danske venstreback på en fri transfer efter han blev fritstillet i den italienske klub Fiorentina. 

Poulsen har en høj status i den hollandske klub, hvor han tidligere har spillet gennem fire år med stor succes, og klubbens sportsdirektør Earnest Stewart glæder sig da også over aftalen med den danske profil. 

- Det er en spiller, der har været her før, og han kommer med stor erfaring som person og som spiller. Det er fantastisk at have ham tilbage, og fordi han har været her før, forventer vi, at han kan falde hurtigt til igen, siger Earnest Stewart til tipsbladet.dk.

Den hollandske klub ser frem til at få gavn af den danske backs kompetencer. 

- Han er en dygtig forsvarsspiller, der har klare offensive kompetencer. Han vil altid fremad, og det kan vi lide her i Holland. Han udfordrer sine modstandere og er en god spiller for sine holdkammerater, han kommer frem til mange indlæg, og vi er glade for at have ham tilbage, siger Earnest Stewart. 

Simon Poulsen har ikke fået meget spilletid for Sampdoria på det seneste, og derfor er spørgsmålet, hvilken forfatning danskeren er i, når han indleder sin nye tilværelse som AZ-spiller. I den hollandske klub håber man snart at se Poulsen i kamp. 

- Det er selvfølgelig op til træneren, så det er ikke min afdeling, men vi vil gerne have ham i kamp snart. Han har ikke spillet så meget for nylig, men han kender klubben og sine holdkammerater, så jeg tror, han falder hurtigt til, og det kan også gøre det nemmere at komme i gang, vurderer klubbens sportsdirektør. 

Han bekræfter desuden, at Simon Poulsen har underskrevet en kontrakt på halvandet år, der løber frem til sommeren 2015.