Video : Tipsbladet
Benelux

Blev rygtet til Superligaen: Nu meldes Ajax interesseret

Ianis Hagi, der angiveligt var et emne i Brøndby IF og FC Midtjylland sidste sommer, kan være på vej til Ajax.

I sommeren 2018 blev både Brøndby IF og FC Midtjylland meldt interesserede i den rumænske fodboldlegende Gheorghe Hagis søn, Ianis Hagi, men rumæneren endte ikke i Superligaen.

I stedet kan den 20-årige offensivspiller nu være på vej til hollandske Ajax.

Efter at have sikret rumænske Razvan Marin fra belgiske Standard Liege i april, har Ajax nemlig sat jagten ind på Hagi. Det skriver mediet Voetbal International.

Hagi er i øjeblikket på kontrakt i FC Viitorul i hjemlandet, hvor han er på kontrakt indtil sommeren 2023. Han skulle dog angiveligt være interesseret i at skifte allerede til sommer.

Hos Ajax kan Ianis Hagi muligvis være udset som en afløser for marokkanske Hakim Ziyech, der er blevet sat i forbindelse med et sommerskifte efter en flot sæson. 

I denne sæson har Hagi, som også har en fortid i Fiorentina og har spillet tre landskampe for Rumænien, leveret 10 mål og seks oplæg på 31 kampe for FC Viitorul i den rumænske liga.