Dalgaard er ikke tilfreds i Heerenveen
Illustration
Benelux

Dalgaard er ikke tilfreds i Heerenveen

Thomas Dalgaard nyder livet udenfor banen i Holland, men er ikke tilfreds med manglende spilletid i Heerenveen.

Sidste sæsons Superliga-topscorer Thomas Dalgaard blev i sommer hentet til Heerenveen som afløser for en anden målmaskine Alfred Finnbogason, men indtil videre har den 30-årige dansker ikke vist sig som en fuldgod erstatning.

Han har nu heller ikke fået mange muligheder for det. Delvist på grund af en skade er det nemlig ikke blevet til ret meget spilletid i Heerenveen for Thomas Dalgaard, og det går ham på, selv om han trives udenfor kridtstregerne.

- Det har været sjovt at lære en masse nye mennesker at kende, og jeg har mødt en masse søde mennesker. Men jeg er ikke tilfreds, for jeg har ikke spillet lige så meget fodbold, som jeg havde håbet på, siger Thomas Dalgaard til Omrop Fryslan og tilføjer:

- Klubben mener, at jeg stadig skal vænne mig til den måde, der spilles på. Jeg håber, at det bliver bedre i fremtiden, for jeg ønsker at spille.

I fraværet af Thomas Dalgaard har Heerenveen-træner Dwight Lodeweges satset på Mark Uth, og han har for alvor grebet chancen. Han scorede blandt andet hattrick mod FC Utrecht den 30. august, men Dalgaard er ikke skræmt ved tanken om sin tyske konkurrent.

- Han er mere bevægelig, end jeg er, men jeg tror, at jeg kan score flere mål end ham. Jeg tror, at jeg er bedre i feltet, men vi må se. Jeg er ikke en type, der skal bruge mange chancer på at score, fastslår den tidligere Viborg-spiller.

Thomas Dalgaard fortæller desuden, at han ikke længere mærker noget til den skade, der drillede ham i opstarten.