Video : Tipsbladet
Benelux

Danskerklub får ny træner til sommer

Simon Makienok og David Jensen får ny mand ved roret, når Dick Advocaats kontrakt udløber.

Æresdivisionsklubben FC Utrecht har fundet deres næste cheftræner. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

FC Utrecht, der har den danske keeper David Jensen og angriberen Simon Makienok i truppen, skal have den nuværende AZ Alkmaar-træner John van den Brom som ny cheftræner til sommer.

Van den Brom afløser Dick Advocaat, der har kontraktudløb til sommer, og som har valgt at søge nye græsgange. Advocaat kom til klubben sidste sommer fra Sparta Rotterdam, hvor han var kortvarigt efter sin tid som hollandsk landstræner.

John van den Brom har været i AZ Alkmaar siden 2014. Siden er det blevet til to gange bronze, en fjerdeplads og en sjetteplads i ligaen.

FC Utrecht ligger i øjeblikket nummer seks i Æresdivisionen med 28 point, mens AZ Alkmaar er nummer fire med 31 point.