Video : Tipsbladet
Benelux

DBU svarer på Abu Dhabi-kritik: Tager ikke stilling til, hvor pengene ender

Det er ikke DBU's og fodboldens opgave at gå forrest, når erhvervlivet og staten ikke gør det. Derfor holder unionen fast i det fornuftige i en træningslejr i Abu Dhabi, selv om pengene ender i hænderne på det kontroversielle styre.

U21- og ligalandsholdets tur til Abu Dhabi foregår i faciliteter, der efter alt at dømme er bygget af fattige, udnyttede migranter, og som ejes af emiratets undertrykkende styre. De forhold kan du læse meget mere om her og her.

DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, svarer her på kritikken

Mubadala ejer Zayed Sports City, det er statsejet, og kronprinsen er bestyrelsesformand. Havde I gjort jer nogle tanker om, at I ikke bare rejser til et land, der har de her love, men også benytter nogle faciliteter, der er ejet af et undertrykkende styre?
- Vi har en samarbejdsaftale med Amnesty International, hvor vi kan rådføre os med dem, og der er to pointer, der er vigtige her:

- For det første har Amnesty over for os markeret, at de kan være kritiske over for nogle af de ting, der foregår i Abu Dhabi, men de anbefaler ikke et boykot.

- Dernæst betaler vi selv for opholdet, hvilket også er et aspekt, Amnesty har lagt vægt på i vores dialog. Vi har ikke taget imod invitationer, hvor alt er betalt. Om det så er ejet af en kapitalfond eller en stat eller en tredje part, er ikke det, vi tager stilling til. Vi tager stilling til, at vi har nogle gode sportslige faciliteter, og at vi ikke tager imod betaling for at være der, hvilket kunne fremstå som, at vi ikke selv har finansieret det.

Pengene, I betaler, ender direkte eller indirekte hos de mennesker, der står i spidsen for styret. Ville det ikke have været bedre at tage til et sted, hvor I kunne undgå, at jeres penge kom et udemokratisk styre til gode?
- Så er der lige pludselig rigtig mange hensyn at tage. Skal vi så også lade være med at flyve med Qatar (Airways, red.) eller Emirates eller med luftfartsselskaber, som ikke indgår de faglige aftaler, som der er nogle, der kan have holdninger til? For os er det afgørende, at Amnesty ikke anbefaler en boykot, og at vi også betaler for de omkostninger, der er i forbindelse med ligalandsholdets tur.

Trine Christensen fra Amnesty siger, at forbindelsen til styret gør turen mere problematisk, og at det ikke kan give DBU end dårlig smag i munden. Giver det anledning til dårlig smag i munden, at pengene kommer dem til gode, som det nu gør?
- Som jeg har sagt tidligere, vælger vi destinationer efter, hvor vi får de bedste sportslige forhold. Det har at gøre med, hvem vi kan spille mod. Her kunne vi spille mod det svenske ligalandshold. Svenskerne har haft deres ligalandshold samme sted i flere år. Det har vi selvfølgelig også kigget på.

- Samtidig lytter vi til den rådgivning, der er fra Amnesty og andre. Vi kan også konstatere, at mange andre sportsforbund og virksomheder i øvrigt rejser i Abu Dhabi. Der bliver vi også nødt til at skele til, om der er en generel statslig boykot, og det er der altså ikke i det her tilfælde.

I lægger vægt på, at Amnesty ikke opfordrer til boykot, men de opfordrer i det hele taget ikke til boykot. De gør ikke brug af det redskab.
- Vi kan ikke boykotte alle nationer, hvor vi ikke er enige. Så skulle vi have blevet væk fra playoffkampen i Dublin, hvis vi ikke er enige i, at de ikke har fri abort, som vi har i Danmark. Så skal vi lade være med at møde USA med kvindelandsholdet i næste weekend, fordi der i dele af USA er dødsstraf. Det ville være rimelig omfangsrigt, hvis vi skal blive væk fra alle de lande, hvor vi ikke 100 procent er enige.

- Jeg vil også godt understrege, at det ikke er, fordi vi er enige i de menneskerettighedsforhold, der er i Abu Dhabi. Vi er ikke enige i deres syn på homoseksuelle eller på kvinder.

Kan vi ikke tale om en forskel på at rejse til Irland og USA, som er demokratiske lande, og hvor man må gå ud fra, at deres faciliteter er bygget af folk med ordentlige forhold, kontra at tage til Abu Dhabi, som er alt andet end demokratisk, og deres faciliteter efter alt at dømme er bygget af migrantarbejdere, som arbejder under det, der ligner tvangsarbejde?
- Det er jo gradueringer. Jo, jeg synes, der er problemer i Abu Dhabis syn på kvinder og homoseksuelle, men vi mener ikke, at det er det, der skal holde os fra at tage af sted. Så kan du også begynde at diskutere både Irland og USA og andre lande, som vi ikke er enige med.

- Jeg ser heller ikke andre sportsorganisationer eller private virksomheder blive væk fra de arabiske lande med deres aktiviteter. Så spørgsmålet er grundlæggende: Skal fodbolden gå forrest og boykotte nogle lande, som alle andre idrætsorganisationer rejser ned til, og som alle andre private og statslige virksomheder også har et samarbejde med? Det mener vi ikke. Vi mener ikke, DBU og fodbolden skal gå forrest der.

Tipsbladet.dk henviser til DBU-direktør Claus Bretton-Meyers citat omkring unionens Code of Conduct.

Det virker, som om at det, han selv fremhævede dengang, har I gjort nu.
- Jeg bliver nødt til at gentage, og nu bliver det en diskussion, for du bliver ved med at spørge om det samme. Det eneste svar, du kan se, er, at man boykotter.

Nej, nu spørger jeg, hvordan I forholder jer til jeres Code of Conduct.
- Code of Conduct kan jo også godt være, at vi diskuterer det her. Det diskuterer vi faktisk. Det er derfor, vi har indgået et samarbejde med Amnesty International. Det er derfor, vi beder dem om at komme med noget materiale, som vi kan dele med vores spillere og vores stab.

- Vi mener godt, at vi kan fastholde en kritisk dialog og samtidig besøge et land. Eksempelvis har vi haft en kampagne, der fordømmer homofobi på tværs af dansk fodbold, som også har fået international opmærksomhed. Samtidig har DBU’s formand, Jesper Møller, besøgt Qatar og haft møder med blandt andet arbejderbevægelsen og andre organisationer, der er kritiske overfor arbejdsforholdene.

- Det er derfor, Fodboldens Etiske Råd også diskuterer de her ting. Vi er jo ikke ukritiske, bare fordi vi vælger at drage til Abu Dhabi med ligalandsholdet. Lige så vel som vi ikke er ukritiske, når vi rejser til USA med kvindelandsholdet.

- Jeg er med på, at menneskerettighederne er mere under pres i Abu Dhabi, end de er i USA, det er vi fuldstændig enige om.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.