Dolberg blev matchvinder i Ajax-sejr
Foto: Getty Images
Benelux

Dolberg blev matchvinder i Ajax-sejr

Kasper Dolberg skulle bruge fire minutter på banen, inden han scorede det afgørende mål for Ajax.

Kasper Dolberg er for nylig vendt tilbage efter en længere skadespause, men han er allerede tilbage i målform. I midtugen scorede han således i Ajax 7-0-sejr over Te Werve i pokalturneringen, og lørdag aften scorede han sit første sæsonmål i Æresdivisionen.

Den danske angriber erstattede Klaas Jan Huntelaar i pausen af Ajax’ opgør mod Fortuna Sittard ved stillingen 0-0, og han skulle ikke bruge længe på at sætte sit præg på opgøret.

Der skulle således kun gå fire minutter, inden den skarpe dansker bragte Ajax på 1-0. Efter en frispilning af Dusan Tadic, sendte Dolberg bolden køligt imellem benene på Fortuna Sittards målmand, Alexei Koselev.

Ajax slog sejren fast ti minutter før tid, da Hakim Ziyech fik netmaskerne til at blafre igen.

Ved at sikre de tre point holder Ajax snor i PSV Eindhoven, der i øjeblikket topper Æresdivisionen med 21 point efter syv runder og er fem point foran Ajax.