Video : Tipsbladet
Benelux

Dolberg om skader: Skulle næsten lære at skyde igen

Kasper Dolberg har næsten skulle lære at skyde på ny, efter at han i sidste sæson døjede med skader.

2017/18-sæsonen var en til glemmebogen for den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg. Efter at have slået igennem i Ajax sæsonen forinden med 16 mål i Æresdivisionen, blev det blot til seks mål i 2017/18-sæsonen, hvor han var ramt af flere skader.

I denne sæson er Dolberg dog tilbage på et højt niveau, om end han ikke er helt tilbage på samme niveau som gennembrudssæsonen. Det tager nemlig tid at komme sig ovenpå en skade, og for Dolberg, der blev skadet ved et skud, har det næsten krævet at lære at skyde på ny.

Det fortæller han til Ajax TV ifølge Voetbalzone.  

- Det tager tid, selvom jeg ikke vil indrømme det for mig selv. Jeg troede, at jeg ville komme tilbage og spille sådan, som jeg gjorde før skaden. Men sådan fungerer det ikke.

- Det tog et stykke tid, før jeg kunne acceptere det og kunne fokusere på detaljerne i det hele. Jeg var næsten nødt til at lære at skyde igen. Det var en helt ny start. Jeg blev skadet ved at skyde, og det tog et stykke tid, før jeg turde skyde igen, for jeg var bange for, at det ville ske igen. Det var bare i mit hoved, siger Dolberg.

I denne sæson har Kasper Dolberg, 21 år, scoret ni mål på 16 kampe i Æresdivisionen.