Video : Tipsbladet
Benelux

Dolberg på tavlen i Ajax' sejr i danskeropgør

Der var dømt danskeropgør i Eresdivisionen, og det var især en af danskerne, som fik en hovedrolle i kampen mellem FC Utrecht og Ajax.

Både Lasse Schöne og Kasper Dolberg startede på banen for Ajax i udekampen mod FC Utrecht, som havde David Jensen mellem stængerne, og især én af danskerne spillede en nøglerolle.

Det var Kasper Dolberg, som bragte Ajax foran efter 14 minutter, hvor FC Utrecht var blevet fanget i et kontraangreb. Daley Blind endte med at servere bolden for fødderne af Kasper Dolberg, som uhindret kunne score til 0-1.

Efter knap en times spil var Kasper Dolberg igen i fokus, da han blev revet omkuld i feltet. Det efterfølgende straffespark tog Dusan Tadic sig sikkert af, og Ajax var dermed på vej til at hive en sikker sejr i land.

Men FC Utrecht havde ikke overgivet sig, og med et kvarter tilbage af kampen scorede 19-årige Nick Venema på et hovedstød fra kort hold, og nu var fokus i stedet på at forsvare føringen for Ajax.

Det lykkedes også, og seks minutter inde i overtiden lykkedes det endda at få scoret til 1-3 ved Frenkie de Jong.

Ajax nærmer sig nu PSV Eindhoven på førstepladsen. Der er to point mellem de to rivaler. FC Utrecht, som også har papir på Simon Makienok, er nummer fire i tabellen, men danskerklubben er 18 point efter Ajax.