FC Twente er i store økonomiske problemer, og af samme årsag er klubben blevet fratrukket tre point i Æresdivisionen i denne sæson. Dermed skal der handles fra klubbens side, og det er der også blevet. Og ikke overraskende er det gået ud over spillertruppen.
Det har længe været varslet, at Twente ville skille sig af med en række spillere som en konsekvens af den økonomiske situation, og nu kan Voetbal International fortælle, hvem der ikke har overlevet prikkerunden. Ifølge det hollandske medie er det i første omgang gået ud over Andrej Rendla, Filip Bednarek, Tim Breuker, Dico Koppers, Orlando Engelaar og Rasmus Bengtsson, der alle har kontraktudløb efter denne sæson. Desuden udnytter Twente ikke sin købsoption i forbindelse med Ryo Miyaichi, der er lejet i Arsenal.
Rasmus Bengtsson har tidligere været sat i forbindelse med et skifte til Danmark, men det er en offentlig hemmelighed, at han snart bliver præsenteret som ny spiller i Malmö FF.
Dermed ser det ud til, at Twentes danske spillere Andreas Bjelland, Joachim Andersen og Kasper Kusk i første omgang ikke bliver påvirket af spareplanerne i Twente. For Kasper Kusks vedkommende er det dog stadig ikke utænkeligt, at karrieren fortsætter et andet sted. Kusk er utilfreds med den manglende spilletid og har været rygtet til både FC København og AaB.
En spiller som Andreas Bjelland kan muligvis også ryge i svinget, da han er en af klubbens største profiler og dermed en spiller, der kan tjenes penge på til sommer. Som udgangspunkt vil Twente dog gerne beholde alle tre danskere.
FC Twente er på niendepladsen i den hollandske liga.