Video : Tipsbladet
Benelux

Feyenoord frygtede alvorlig Jørgensen-skade: Hurtigere klar end forventet

Den danske angriber havde angiveligt en meget alvorlig skade i foden, der var tæt på at koste operation og mange måder på sidelinjen.

Søndag scorede den danske angriber Nicolai Jørgensen sit første mål i den hollandske Eresdivisie, da klubben vandt med 3-0 over PEC Zwolle.

Dermed er Jørgensen for alvor tilbage og på måltavlen, og herfra handler det så for forrige sæsons topscorer om at bygge på og blive stærkere og stærkere.

Men det var faktisk langt fra sikkert, at Nicolai Jørgensen skulle præstere i det her efterår. Danskerens skade i foden var langt værre, end det i første omgang var rapporteret, fortæller den hollandske journalist Marcel van der Kraan fra de Telegraaf til FOX Sports.

- Han er blevet hurtigere klar, end folk troede. Man frygtede, at han slet ikke ville kunne spille før i det nye år. Han havde en seriøs fodskade og overvejede at lade sig operere, så han ville være ude i otte måneder til et helt år, siger journalisten.

Skaden blev dog bedre, og nu er Nicolai Jørgensen tilbage. Han har spillet fuld tid for Feyenoord de sidste par kampe og skal nu have bygget på, så hans samarbejde med resten af offensiven og Robin van Persie forbedres.

Feyenoord ligger aktuelt nummer tre i den hollandske række med 20 point for ni kampe - Ajax ligger nummer to med 22 point.

Næste opgave for Rotterdam-klubben er netop et opgør mod ærkerivalerne Ajax, der har de tre danskere Rasmus Nissen Kristensen, Lasse Schöne og Kasper Dolberg i truppen.