Video : Tipsbladet
Benelux

Gjorde Genk til mestre: Nu bliver han cheftræner hos vicemestrene

Philippe Clement forlader de belgiske mestre fra Genk for at blive cheftræner hos vicemestrene fra Club Brugge. Det er muligvis ikke helt uinteressant set med Kasper Hjulmands briller.

Philippe Clement gjorde i denne sæson KRC Genk med danskerne Marcus Ingvartsen og Joakim Mæhle til belgiske mestre, men den tidligere landsholdsspiller kommer ikke til at høste frugterne af den store bedrift.

Fra den kommende sæson skal han nemlig være cheftræner i Club Brugge, der sluttede sæsonen på andenpladsen efter Genk.

Umiddelbart kan det virke som et meget overraskende skifte, men går man lige et spadestik dybere, giver det fin mening. 45-årige Philippe Clement er om nogen Club Brugge-mand. Som aktiv spillede han 350 kampe for klubben, og efter sin aktive karriere har han både været scout og assisterende træner i Club Brugge. Sammenlagt har han tilbragt næsten 20 år i den belgiske storklub.

Det vides ikke, hvem der bliver ny cheftræner i KRC Genk, men det er værd at have Kasper Hjulmand i tankerne. Den tidligere FCN-træner har flittigst været sat i forbindelse med Anderlecht, men han har også været nævnt som et emne i Genk.

Nu er sædet ledigt - så er spørgsmålet, om den belgiske mesterklub peger på Kasper Hjulmand.

Et trænerbytte i KRC Genk er ikke helt dårligt for Marcus Ingvartsen, der ikke har kunnet spille sig på holdet i denne sæson. I sit stille sind går han formentlig rundt og håber, at Kasper Hjulmand får jobbet.