Glad Jess Thorup: En perfekt start
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Benelux

Glad Jess Thorup: En perfekt start

Jess Thorup er en meget glad mand efter 4-0-sejren i sin debut som Gent-træner.

Jess Thorup debuterede søndag aften som cheftræner for KAA Gent, og det gik intet mindre end fremragende for den tidligere guldtræner i FC Midtjylland. Danskeren førte sit mandskab til en 4-0-sejr på udebane over KV Oostende, som Gent før kampen var á point med i tabellen.

Gent scorede to mål i begge halvlege, og der var reelt aldrig tvivl om udfaldet, så Jess Thorup kunne nyde opgøret fra sin plads på sidelinjen.

- Det var en perfekt start. Ikke kun for mig, men for hele holdet. Vi var stærke i dag (i går, red.), og vi kunne have scoret endnu flere mål, men vi holdt nullet, og jeg kan ikke mindes, at Oostende skabte chancer. Det var en god kamp, og jeg lærte meget, siger Jess Thorup ifølge Voetbalprimeur og tilføjer:

- Vi har kun arbejdet sammen i en uge, og vi har allerede foretaget små ændringer. Det vigtigste var at få en sejr, og det gælder for mig, holdet og klubben. Tillid betyder meget, og i dag har vi fået en smule, som vi kan bygge videre på.

KAA Gent er nu på sjettepladsen i den belgiske liga.