Video : Tipsbladet
Benelux

Hård kritik af Kasper Dolberg: Man skulle tro, han var startet på Ramadan

Den danske angriber fik en sjælden chance fra start, da Ajax onsdag aften røg ud af Champions League til Tottenham. Men danskeren greb ikke chancen, og der er nu hård kritik af angriberens præstation.

Da David Neres blev skadet i opvarmningen til onsdagens opgør i Champions League, pegede Ajax-træner Erik ten Hag på 21-årige Kasper Dolberg som afløser. Angriberen har ikke spillet meget på det seneste, men semifinalen i Champions League mod Tottenham var alletiders mulighed for at komme tilbage i varmen hos Amsterdam-klubben.

Men Kasper Dolberg greb slet ikke chancen.

Den danske landsholdsangriber blev udskiftet i anden halvleg ved stillingen 2-2, og Tottenham endte altså med at vinde opgøret med 3-2 og dermed booke billet til finalen mod Liverpool.

Dolberg så ud, som om han var totalt blottet for selvtillid, han virkede som et fremmedelement på Ajax' hold. Han manglede skarphed til at holde fast i bolden, han gemte sig for meget, og så var det yderst sjældent, man havde indtrykket af, at han satte i en fuld sprint.

Præstationen bliver nu kritiseret fra stort set alle sider.

- Han var et spøgelse af sig selv - det var meget middelmådigt, hvad han viste. Han har noget uforstyrrethed over sig - det er ikke arrogance, for sådan er han bare. Når det går godt, er denne uforstyrrethed smuk og stoisk, men når det går dårligt, virker han uinteresseret, lyder det fra Voetbal Internationals journalist Freek Jansen, der giver Kasper Dolberg karakteren 4 på en skala fra 1 til 10 - dårligst af alle Ajax-spillere.

Også mediet Voetbalprimeur.nl har Kasper Dolberg som dårligste Ajax-spiller. Han får den meget ringe karakter 3,5. 

- Et par minutter inden kampstart fik han at vide, at David Neres' skade ville sende ham i startopstillingen. Arbejdede, men er ikke i nærheden af at være "Europa League-angriberen" fra for to år siden. Blev med rette udskiftet.

Fanmediet Ajax Showtime giver ikke karakterer, men redaktør Bram van der Ploug evaluerer kampen. Han er meget hård i sin kritik af den tidligere Silkeborg-spiller.

- Det var forfædeligt (Dolbergs præstation, red.). Dolberg traskede rundt og lavede intet. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at han var begyndt på Ramadan (fastemåned, red.). Det er forbi med Dolberg, desværre, han må ud. Hvis han bare havde bragt 50 procent af, hvad Ziyech kom med, lyder det altså fra Ajax Showtime-redaktøren.

Også medier uden for Holland er meget kritiske over for Kasper Dolberg. Engelske Daily Mail skriver:

- Han kom sent i startopstillingen efter skaden til Neres i opvarmningen. Sjuskede til tider, og da han blev udskiftet, jublede hjemmeholdets fans.

Det franske medie Le Figaro kalder Dolberg for et flop i kampen.

- Neres' blev ikke klar, og så var Kasper Dolberg manden i front. Men danskeren var slet ikke i det rette tempo. Nonchalant. Det var logisk, at han blev udskiftet i anden halvleg efter en katastrofal indsats.

Det virker til at være meget længe siden, at Kasper Dolberg brød igennem som en ung, ærgerrig målscorer i Ajax. Dengang lignede han det næste store i dansk fodbold. I sin første sæson scorede han 16 gange i ligaen og seks gange i Europa League. Det er kun et par år siden, han havde denne fantastiske første sæson.

Siden sin gennembrudssæson i 2016/2017 har han dog døjet med skader, dårlig form og formentlig også problemer med selvtilliden. I denne sæson er det indtil videre blevet til 11 scoringer i 24 liga-kampe for den 21-årige dansker.

Heller ikke Lasse Schöne får en specielt god karakter for sin præstation, men karakteren er generelt set mere på det jævne, hvorimod Dolberg altså får bundkarakter stort set alle steder.