Video : Tipsbladet
Benelux

Kasper Dolberg er tæt på comeback: Forbereder sig på kamp søndag

Den danske angriber Kasper Dolberg kan være tilbage i aktion for Ajax. Han forbereder sig ifølge Ajax' hjemmeside til kampen på søndag mod Groningen.

Mens de danske landsholdsangribere har skudt med løs krudt i denne sæson og i de seneste to testkampe, har 20-årige Kasper Dolberg kæmpet for at komme tilbage i kampform.

Danskeren blev skadet i slutningen af december og har ikke været i aktion siden, men efter en længere genoptræning er han så småt ved at være tilbage.

Kasper Dolberg har de seneste uger trænet på græs, og i denne uge har han indgået i fællestræningen i Ajax. Det får nu Ajax' hjemmeside til at bringe Dolbergs navn i spil til den kommende kamp mod FC Groningen.

- Ajax' landsholdsspillere havde fri onsdag, men det holdt ikke Kasper Dolberg og "Amsterdam"-gruppen fra at forberede sig til kampen mod FC Groningen på søndag. For den danske angriber var det tredje fællestræning med førsteholdet, skriver klubben på sin hjemmeside.

Der resterer seks kampe af den hollandske liga, og Kasper Dolbergs Ajax kæmper for at hente PSV, der ligger seks point foran i tabellen.