Video : Tipsbladet
Benelux

Lasse Schöne håber på ny kontrakt og jubilæum i Ajax

Lasse Schöne er klar til flere sæsoner i Ajax, hvor kontrakten nærmer sig udløb.

Lasse Schöne, der efterhånden er blevet 32 år, er stamspiller i Ajax, der tirsdag aften klarede 1-1 ude mod Bayern München i Champions League. 

Den erfarne danskers kontrakt med den hollandske storklub udløber efter sæsonen, men Schöne er klar til mere Ajax, hvis muligheden byder sig. 

- Min kontrakt udløber efter sæsonen, hvor Ajax har muligheden for at forlænge, så lige nu er det et spørgsmål om at afvente. Hvis det fortsat passer begge parter, vil jeg helt sikkert ikke udelukke en ottende eller måske niende sæson i klubben. Det er faktisk lang tid, for spillere har det med at skifte klub oftere, men jeg har aldrig haft det samme behov, siden jeg kom her, da Ajax er blevet min klub.

- Jeg har det fortsat godt, og det er kommet mig for øre, at jeg i en af de kommende uger kan spille min officielle kamp nummer 250 for klubben - det er et fornemt tal, siger Lasse Schöne i et interview med Voetbal International. 

Flere yngre kræfter presser sig på i forhold til spilletiden på Ajax-midtbanen, men Lasse Schöne kender gamet og er altid klar til udfordringen. 

- Selvfølgelig er der konkurrence på min position, sådan er det i Ajax - det er kun godt, for sådan skal det være i en topklub som Ajax. Og for at være ærlig har jeg aldrig været sikker på min plads på grund af, at talentfulde spillere banker på døren. Det er kun godt, og jeg kan helt sikkert kun nyde at se en spiller som Carel Eiting og flere andre på vej. Det er en god kombination for mig dels at kæmpe for min plads og dels hjælpe de unge spillere, hvor jeg kan. Det ligger i min person, at vi er et hold - det med kun at fokusere på dig selv, kan jeg ikke bruge til noget, siger den danske holdspiller. 

Med det ene point i Champions League-kampen i München er Ajax efter to spillerunder på førstepladsen med fire point - det samme som Bayern München. I den hjemlige liga er der også fin fart på Ajax, der er nummer to i tabellen efter fem sejre i syv kampe. 

​