Video : Tipsbladet
Benelux

Lasse Schöne: I Danmark var Michael Laudrup mit forbillede

Den danske landsholdsspiller kan meget vel få en hovedrolle onsdag aften, når Ajax møder Feyenoord. Han fortæller til Het Parool om sine idoler i fodboldverdenen.

Han har spillet 269 førsteholdskampe for Ajax, og onsdag aften er der en meget stor sandsynlighed for, at Lasse Schöne ene mand sætter sig på rekorden for flest kampe for Ajax af en udlænding.

Den tangerer danskeren lige nu med Søren Lerby, men Schöne ventes at være i startopstillingen mod Feyenoord - ærkerivalerne - når de to hold mødes i Rotterdam i semifinalen i den hollandske cupturnering.

Mens andre danskere som Jesper Grønkjær, Christian Eriksen og Kasper Dolberg er skiftet direkte fra Danmark til Ajax, har Lasse Schöne været forbi et par mellemstationer i Holland, inden han fandt vej til Amsterdam. Heerenveen, De Graafschap Og NEC Nijmegen, inden Ajax hentede ham.

Danskeren fortæller i et interview med Het Parool om sine idoler og fodboldopvæskt.

- Jeg plejede at kigge meget på (Rafael) Van der Vaart og (Wesley) Sneijder. Små, offensive midtbanespillere som mig selv. I Danmark var det Michael Laudrup, der var mit forbillede, og jeg var også stor fan af Roberto Baggio - den klassiske nummer 10. Desværre er den type ved at dø ud, siger Lasse Schöne.

Dnakseren har også pæne ord om rivalens største profil, Robin van Persie, der er en del af den gyldne årgang i hollandsk fodbold.

- Vidunderlig spiller med et godt spark. Teknisk helt uden for kategori, siger danskeren om van Persie og forklarer om generationen med Feyenoord-spilleren og de to tidligere Ajax-spillere Van der Vaart og Sneijder.

- Det var en fantastisk årgang. De nåede verdenstoppen, spillede for de største klubber, og derfor er det en skam, der aldrig nåede at vinde en stor titel med Holland, selv om de var tæt på ved VM i 2010 og 2014.

I 2010 vandt Holland sølv ved VM, og fire år senere sikrede nationen sig et sæt bronzemedaljer. Nationen vandt i 1988 EM, men trods mange fantastiske spillere gennem årene har Holland aldrig formået at vinde VM. To gange er det blevet til tabte finaler.

Nu står Lasse Schöne altså over for Robin van Persie og Feyenoord, når den danske midtbanespiller selv står til at skrive sig i historiebøgerne i Ajax.