Lasse Schönes opvarmning til Juventus: Netflix og kaffe
Foto: Getty Images
Benelux

Lasse Schönes opvarmning til Juventus: Netflix og kaffe

Den danske landsholdsspiller Lasse Schöne tænker ikke for meget på den kamp, han står til at spille.

Nogle fodboldspillere visualiserer både dage og timer inden et opgør, hvad de skal gøre, og hvordan de skal gøre det, og nogle spillere har ritualer, der skal gøres inden en kamp.

Der findes eksempelvis spillere, der skal have højre støvle på før den venstre, mens andre tager trøjen på som det sidste, og sådan er der mange ritualer.

Og så er der spillere, der slet ikke har nogle ritualer og lader bedst op, når det bare foregår i det stille derhjemme.

Sådan en type er den danske landsholdsspiller Lasse Schöne fra Ajax.

Danskeren står foran en af sit livs største kampe, når Ajax møder Juventus i Champions League-kvartfinalen onsdag. Det første af to opgør er i Amsterdam, og Lasse Schöne ved allerede nu, at det er business as usual på kampdag, hvor han har tænkt sig at tøffe rundt og hygge.

- Jeg laver altid det samme. Vi er ofte også på hotel. Jeg spiser og drikker det samme, jeg ser noget Netflix, får noget god kaffe og spiller spil med drengene. Nogle gange taler vi også om ting, der ikke har med fodbold at gøre. Langsomt nærmer kampen sig. Nogle har en masse ritualer - ikke mig, siger danskeren i et interview med Ajaxlife.nl.

Lasse Schöne scorede et vidunderligt mål, da Ajax slog Real Madrid ud af turneringen med en imponerende sejr på 4-1 i Madrid.

Danskeren fortæller, at der for tiden ikke er meget tid til at nyde sejrene. Ajax er foruden Champions League på førstepladsen i den hollandske række og har dermed brug for også at holde stort fokus på den, ligesom klubben er med i pokalfinalen.

Den gode sæson har givet stor eufori omkring klubben, men det er der ikke tid til at bruge mange timer på for holdet.

- Der er kamp hver tredje dag, så man kan kun nyde det i 24 timer, og så er det videre. En kamp som den mod Madrid har man måske lyst til at nyde i tre dage. Det er svært - der er ikke tid til det, siger Lasse Schöne.

Lasse Schöne ventes at være i startopstillingen, når der er kampstart onsdag aften i Amsterdam.