Lettet Nicolai Jørgensen har snakket med Dirk Kuyt
Foto: Getty Images
Benelux

Lettet Nicolai Jørgensen har snakket med Dirk Kuyt

Nicolai Jørgensen er en lettet mand, efter han i weekenden scorede sit første mål i 2018.

Nicolai Jørgensen blev i sidste sæson topscorer i Æresdivisionen, men i denne sæson har den danske landsholdsspiller været en skygge af sig selv. I weekenden var der dog oprejsning for den tidligere FCK-spiller, da han kom på måltavlen i Feyenoords 2-1-sejr over AZ Alkmaar. Det var Nicolai Jørgensens første scoring i 11 kampe og den første i 2018.

- Det var dejligt at score igen. Når man ikke scorer i 11 kampe, frustrerer det én. Man vil gerne, og nogle gange vil man det så meget, at man begynder at gøre ting, man ikke skal gøre som angriber. Nogle gange lod jeg mig falde for langt tilbage, når jeg i virkeligheden bare skulle have holdt mig oppe omkring feltet, siger Nicolai Jørgensen til ELF Voetbal.

Han fortæller, at han de seneste par uger har sparet en del med Feyenoord-legenden Dirk Kuyt, der i sidste sæson var makker med Nicolai Jørgensen i Rotterdam-klubben.

- Han fortalte, at det var vigtigt, jeg snakkede med mine holdkammerater. Om hvor jeg gerne ville have bolden, og hvad der var min bedste position. I sidste sæson kom det hele lidt mere automatisk. Dirk sagde: "Nico, du skal bevare roen. Robin van Persie og Roy Makaay har tidligere hjulpet mig i en lignende situation. Især når det gælder at finde den bedste position foran mål er det rart at have en som Robin. Han er en fantastisk spiller, og han er en flink fyr, der gerne deler ud af sin viden", siger Nicolai Jørgensen.

Danskeren har i denne sæson scoret otte ligamål for Feyenoord, der er nummer fem i Æresdivisionen. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.