Video : Tipsbladet
Benelux

Nedtur: Jess Thorup og Gent taber belgisk pokalfinale

Jess Thorups Gent-mandskab var store favoritter i pokalfinalen mod KV Mechelen fra den næstbedste belgiske række, men det blev de undertippede, der strøg til tops.

Hvad der skulle have været en festdag for Jess Thorup endte med at blive en stor nedtur for den danske cheftræner.

Fra sidelinjen kunne Jess Thorup se sit Gent-mandskab skuffe i pokalfinalen mod KV Mechelen fra den næstbedste række. KV Mechelen, der efter sommerferien spiller i den bedste række, vandt finalen 2-1 og fuldendte dermed noget af et eventyr for den lille klub.

Gent kom ellers bedst fra start og bragte sig foran efter 32 minutter ved Jean-Luc Dompé, men få minutter senere bragte Nikola Storm balance i regnskabet med sin udligning til 1-1 for KV Mechelen. Kampens afgørelse faldt efter en times spil, da German Mera sikrede undertippede Mechelen pokaltitlen med et mål til 2-1.

Gent, der havde den tidligere FCK'er Thomas Kaminski i målet og FCM's rekordsalg Alexander Sørloth i angrebet, pressede på for at tvinge kampen i forlænget spilletid, men det lykkedes ikke for forhåndsfavoritterne, der foran 45.000 mennesker måtte indkassere et skuffende finalenederlag.

Jess Thorup vandt i 2013 den danske pokalturnering med Esbjerg fB - og det er altså fortsat hans eneste pokaltitel som cheftræner.