Nicolai Brock-Madsen tager beslutning efter sæsonen
Foto: Zwolle
Benelux

Nicolai Brock-Madsen tager beslutning efter sæsonen

Nicolai Brock-Madsen skal vælge mellem PEC Zwolle eller Birmingham City til sommer. Han træffer først en beslutning om et par uger.

Nicolai Brock-Madsen har været i storform for sin hollandske klub PEC Zwolle i 2017. Syv scoringer er det blevet til i den hollandske Æresdivision, og det gør den tidligere Randers-spiller til en af de mest målfarlige angribere i ligaen i dette kalenderår.

24-årige Brock-Madsen er blot lejet af PEC Zwolle frem til sommer, men klubben har ikke lagt skjul på, at man meget gerne vil beholde danskeren, der dog har kontrakt med Birmingham City frem til 2019. Dermed slipper Zwolle ikke for at betale en transfersum for Nicolai Brock-Madsen, og det er en udfordring for klubben, der er nødt til at vende hver en krone.

Mens Nicolai Brock-Madsen har været i Holland, har Birmingham City ansat Harry Redknapp som ny manager, og dermed kan danskeren vende tilbage til England til sommer velvidende, at der står friske øjne klar til at kigge på ham. Omvendt må PEC Zwolle betegnes som det sikre valg. Her har Brock-Madsen med sikkerhed udsigt til spilletid.

Hvad det hele ender med, forsøger hovedpersonen selv ikke at tænke for meget over.

- Beslutningen tager jeg efter sæsonen. Først og fremmest vil jeg have fokus på de sidste par kampe, siger Nicolai Brock-Madsen til De Stentor.

Nicolai Brock-Madsen og PEC Zwolle tabte lørdag 1-2 hjemme til Heracles. Danskeren spillede 90 minutter uden at komme på måltavlen.