Video : Tipsbladet
Benelux

Nicolai Jørgensen er ovenpå igen: Familien er vigtigere end fodbold

Nicolai Jørgensen har været hæmmet af manglende mål og nogle personlige problemer, men nu føler han sig helt ovenpå igen.

Nicolai Jørgensen forklarede den 26. februar i et interview med Fox Sports, at han har haft nogle personlige problemer, som har hæmmet hans spil på banen, og som blandt andet betød, at danskeren slet ikke var med for klubholdet Feyenoord mod Sparta Rotterdam kort før jul.

Problemerne mindede den tidligere FC København-spiller om, hvad der er vigtigst her i livet, og han fastslår, at der nu er styr på alt udenfor banen, så han igen kan koncentrere sig om at gøre det godt for Feyenoord og det danske landshold.

- Når der sker noget, som er vigtigere end fodbold, bliver man nødt til at tage sig af det. Det er et overstået kapitel nu, og jeg er fit for fight. Familien er vigtigere end fodbold. Sådan er det, siger Nicolai Jørgensen til tipsbladet.dk.

Og dermed er kapitlet om de private problemer et lukket.

Det er kapitlet om Nicolai Jørgensens scoringsproblemer til gengæld ikke. Godt nok scorede Feyenoord-angriberen mod AZ Alkmaar den 11. marts, men det var også hans første mål i 2018, og det står i stor kontrast til sidste sæson, hvor han blev topscorer i Æresdivisionen.

- Før jul var det super godt. Jeg spillede godt og fik scoret mine mål – jeg scorede både i Champions League og med landsholdet. Efter jul har det været mindre positivt, men sådan er det i fodbold. Nogle gange går de ind, andre gange gør de ikke. Det handler om at blive ved med at arbejde hårdt, siger Nicolai Jørgensen.

En ting, Nicolai Jørgensen har været en smule hængt ud for, er, at han ikke scorer nok i topkampene. Det gjorde han i den førnævnte kamp mod AZ Alkmaar, men det er værd at notere, at danskeren aldrig har scoret mod Ajax og PSV Eindhoven, og at AZ Alkmaar er det eneste hold i top syv, han har scoret mod i indeværende sæson.

Han er opmærksom på den del af sit spil.

- Som angriber lever man selvfølgelig ikke mindst af at score i de store kampe, og jeg har bestemt haft mulighederne, men heldet og nogle andre ting har svigtet mig et par gange. Jeg burde have lavet flere mål, men de sidste 10 procent har lige manglet. Dem skal jeg have lagt på mit spil, og så bliver det helt sikkert også godt, siger Nicolai Jørgensen.

Den danske landsholdsspiller står noteret for otte ligamål i indeværende sæson. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.