Video : Tipsbladet
Benelux

Nicolai Jørgensen tilbage fra ferie: Jeg har meget at bevise

Nicolai Jørgensen ser frem til den kommende sæson og føler, han har meget, han gerne vil bevise.

Siden Nicolai Jørgensen brændte et afgørende straffespark for Danmark i ottendedelsfinalen mod Kroatien ved VM, har angriberen holdt ferie, men nu er han tilbage i Rotterdam og klar til at tage hul på forberedelserne til en ny sæson sammen med holdkammeraterne i Feyenoord.

Og det er en fokuseret dansker, der er checket ind i den hollandske storklub.

- Min motivation er høj, og jeg ser rigtig meget frem til det. Jeg har virkelig savnet fodbold de seneste tre uger, så det er dejligt at være tilbage. Jeg synes, at tre ugers ferie er rigeligt. Sidste sæson var lidt for meget op og ned, så jeg har meget at bevise. Jeg skal vise alle, at jeg er tilbage, siger Nicolai Jørgensen til Feyenoord TV.

Den tidligere FC København-spiller havde en fantastisk første sæson i Holland, hvor han vandt mesterskabet med Feyenoord og desuden blev ligatopscorer med 21 mål. Danskeren noterede sig også for næstflest assists i ligaen. Helt så prangende var det ikke i den forgangne sæson, der kastede 10 mål og tre assists af sig i Æresdivisionen. Nicolai Jørgensen fik heller ikke spillet til at fungere ved VM.

I kølvandet på slutrunden og det brændte straffespark mod Kroatien oplevede Nicolai Jørgensen at få en masse ubehagelige beskeder på sociale medier, men angriberen har fastslået, at det ikke har slået ham ud af kurs. DBU valgte imidlertid at politianmelde en række personer, som stod bag de værste beskeder.