Nicolai Jørgensen undgik ny skade: Ingen grund til at tage chancer
Foto: Getty Images
Benelux

Nicolai Jørgensen undgik ny skade: Ingen grund til at tage chancer

Den danske angriber måtte udgå af opgøret mod Shakhtar i Champions League - heldigvis for de danske VM-forhåbninger var det for at undgå skade, at han blev udskiftet.

Åge Hareide var måske ved at få kaffen galt i halsen, da han onsdag aften måtte se angriber Nicolai Jørgensen udgå af opgøret mod Shakhtar Donetsk med det, der måske kunne ligne en skade.

Der er ingen tvivl om, at den danske angriber har stor betydning for landsholdet og Åge Hareide, og i udekampen mod Shakhtar havde han også bragt holdet foran med 1-0, i det, der dog endte med et nederlag på 1-3.

Jørgensen, der allerede har misset en måned af sæsonen med en skade, kan dog heldigvis rapportere om godt nyt - det var nemlig for at undgå en skade, at han lod sig udskifte.

- Jeg havde krampe i min hasesene. Jeg har været væk i lang tid, og spillet en del kampe, så det var forsigtighed.

- Der var ingen grund til at tage chancer. Det er bedre, at jeg kan spille alle kampe. Jeg har kun været tilbage i et par uger og har spillet mange minutter, så det bedste var at blive udskiftet, så jeg forhåbentlig kan spille 90 minutter på søndag, siger den danske angriber til RTV Rijnmond.

Nicolai Jørgensen og Feyenoord møder på søndag ADO Den Haag på udebane. Efter fire kampe i Champions League ligger holdet sidst med nul point i en gruppe, der tæller Napoli, Shakhtar Donetsk og Manchester City.