Video : Tipsbladet
Benelux

Ny Ajax-dansker er kommet godt i gang: Scorede mod ærkerivaler

Christian Kjelder Rasmussens start i Ajax har været helt fin, og han scorede senest mod Feyenoord i U17-rækken.

I sommer rykkede den 16-årige offensivspiller Christian Kjelder Rasmussen fra FC Nordsjælland til hollandske Ajax. Her har han allerede været i kamp i en af de store opgør - dog i mindre skala - da klubben mødte ærkerivalerne fra Feyenoord på U17-plan.

Normalt har Rasmussen spillet som højre kant, men i kampen mod Rotterdam-klubben spillede han inde centralt på banen i en kamp, som endte 2-2. I et interview med Ajax' officielle hjemmeside fortæller han om kampen, hvor han tilmed fik scoret.

- Jeg har altid spillet på højrekanten, så jeg ser mig som en del af angrebet. Men jeg kan også spille som offensiv midtbanespiller. Jeg har god spilforståelse, så jeg er i stand til at hjælpe mine holdkammerater med gode bolde, forklarer han.

Om sin scoring var han klar i mælet om, hvordan det gik til.

- Jeg brugte min styrke og fart, så man kan godt kalde det et typisk Rasmussen-mål, lyder det fra Christian Rasmussen med et grin.

Som ny i Ajax træder han ind i rækken af danske spillere gennem historien, som tæller begge Laudrup-brødre, Søren Lerby og Christian Eriksen, og det er netop den sidstnævnte, som han mener, at han minder mest om.

- Vi minder lidt om hinanden på visse områder, og så kan jeg godt lide hans spillestil, siger han.

Christian Rasmussen er nu i gang med at lære hollandsk så hurtigt som muligt, ligesom han har en god plejefamilie, som hjælper ham med den svære hollandske udtale.

Prisen for Rasmussen skulle angiveligt have været omkring 22 millioner kroner.