Officielt: Jess Thorup henter Thomas Kaminski
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Benelux

Officielt: Jess Thorup henter Thomas Kaminski

Tidligere FCK-lejesvend er på plads i Gent - han er ifølge belgiske medier den dyreste målmand, der er handlet mellem to belgiske klubber.

Når Jess Thorup og Gent tager hul på forårssæsonen i den bedste belgiske række, Jupiler League, er det med en ny mand mellem stængerne.

Den danske træner har brugt en lille juleferie på at lukke en aftale med målmand Thomas Kaminski, og dermed har Gent sikret sig en fin forstærkning til foråret.

Fans af klubber i Superligaen husker nok Thomas Kaminski, for målmanden har en fortid i FC København, som han var udlejet til for et par sæsoner siden. Uden den store succes.

Keeperen er efter lejeaftalen i FC København skiftet fra Anderlecht til KV Kortrijk, og i Kortrijk har han altså gjort det så godt, at Gent nu præsenterer keeperen på sin hjemmeside.

Målmanden, 26 år, er ifølge det belgiske medie Het Laaste Nieuws den dyreste målmand, der er handlet mellem to belgiske klubber. 18,5 millioner kroner menes Gent at have betalt for målmanden.

Thomas Kaminski har fået en aftale, der løber frem til sommeren 2022 - Gent har en option på yderligere to år.