Video : Tipsbladet
Benelux

Rødglødende Schöne efter debutscoring

Danske Lasse Schöne scorede sit første mål for NEC Nijmegen, men han var ikke ligefrem glad efter kampen.

Det var en stiktosset Lasse Schöne, der stillede op til interview efter søndagens nederlag til Feyenoord.

Den 35-årige dansker bragte ellers sit Nijmegen-mandskab foran, men derfra var Feyenoord uimodståelige, og vandt opgøret med 4-1:

- Jeg er rasende lige nu. Du kan tabe til Feyenoord, det er ikke det, det handler om. Men hvis du kigger på, hvordan vi taber: som om det er en eller anden hyggelig søndagskamp. Det er ufatteligt, siger danskeren til ESPN, og fortsætter:

- Jeg elsker fodbold. Men det var attituden og engagementet. Forventingsafstemningen og måden vi reagerede på, var helt hen i vejret. Vi var hele tiden et skridt bagud. Vi forærede det bare væk i anden halvleg.

Scoringen var danskerens første efter returen til Nijmegen i sommer. Han har tidligere optrådt for den hollandske klub med masser af mål til følge, som sikrede ham skiftet til Ajax i 2012.

Nederlaget har som sådan ikke nogen direkte konsekvenser for Nijmegen, der fortsat indtager ligaens niendeplads.