Video : Tipsbladet
Benelux

Simon Makienok på vej tilbage: Håber at spille snart

Simon Makienok satser på, at han meget snart kan gøre comeback på fodboldbanen.

Kan du huske Simon Makienok?

Det kan du nok godt, men der er ikke så meget at sige til det, hvis den tårnhøje angriber er røget en smule i glemslen. Simon Makienok har været plaget af et sandt skadeshelvede i de to år, han har tørnet ud for FC Utrecht. 

Efter blot to kampe for den hollandske klub kom danskeren til skade med korsbåndet, og derfor har han blot spillet fem kampe i løbet af de seneste to år, men nu er der lys for enden af tunnelen. Onsdag var Makienok for første gang i to uger til stede ved træningen i FC Utrecht.

- Jeg er på vej tilbage. Forhåbentlig kan jeg træne fuldt med i slutningen af ugen, og så kan jeg måske være med på bænken i vores Europa League-kamp i næste uge. Jeg håber, at jeg snart kan spille igen, forblive fit og lægge den her tid bag mig. Sådan noget her tager altid for lang tid, siger Simon Makienok til DUIC Sport.

28-årige Simon Makienok kom til FC Utrecht fra Preston North End, og han har kontrakt med klubben frem til sommeren 2020. FC Utrecht har i dette transfervindue hentet angriberen Adrian Dalmau i Heracles, og han er altså en direkte konkurrent til Makienok. Dalmau blev med 19 mål nummer tre på topscorerlisten i Æresdivisionen i sidste sæson.

Foruden Simon Makienok har FC Utrecht også David Jensen i truppen.