• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Benelux Martin Davidsen

Simon Poulsen: Jeg gav det en chance i Sampdoria

Simon Poulsen: Jeg gav det en chance i Sampdoria
Illustration

Simon Poulsen ser frem til at få spilletid i AZ efter halvandet år i Sampdoria, hvor han var meget uden for holdet. 

Af Martin Davidsen

I midten af januar forlod Simon Poulsen den italienske klub Sampdoria og vendte tilbage til hollandske AZ efter en skuffende periode i Serie A-klubben, hvor det kun blev til meget begrænset spilletid. 

Poulsen har siden været i gang i AZ i en måneds tid, hvor det er blevet til et par indhop på førsteholdet, og han ser nu tilbage på den skuffende tid i Italien. 

- Efter halvandet år i Italien uden at spille, handlede det bare om at komme til at spille fodbold igen. Der var andre muligheder, men jeg skal spille fodbold, og det har jeg de største chancer for i AZ. Det har været godt at komme tilbage, og det var ligesom at komme hjem, siger Simon Poulsen til tipsbladet.dk.

Simon Poulsen skrev kontrakt med Sampdoria i slutningen af august 2012, hvor Ciro Ferrara var træner, men allerede i december blev han fyret og erstattet med den 54-årige italiener Delio Rossi. Det fik konsekvenser for danskeren. 

- Jeg har ikke noget dårligt at sige om stedet eller klubben. Jeg kom dertil efter EM, men der var gået et par måneder, inden aftalen kom på plads, så jeg skulle først i form. Da jeg endelig var klar til at spille, var jeg med i et par kampe, og så blev træneren og sportschefen fyret. Den nye træner var en gammeldags italiener, som fokuserede på at have alle mand bag bold og stå godt defensivt uden at give backerne lov til at gå frem. Det passede ikke ind i min stil, og jeg kom ikke til at spille igen, fortæller han. 

Selvom Sinisa Mihajlovic blev ansat som ny træner i klubben i november 2013, hjalp det ikke på Simon Poulsens situation, og han erkender, at det ikke var en sjov tid i Sampdoria. 

- Det var da ikke fantastisk. Jeg kom til Italien for at spille fodbold, og det har da også været hårdt mentalt ikke at spille, når jeg har givet mig hundrede procent til træning hver dag. Men sådan er fodbold. Jeg gav det en chance i halvandet år, og det lykkedes så ikke. Jeg var klar til at finde noget andet, siger han. 

- Selvfølgelig fik jeg ikke det ud af det, som jeg gerne ville. Jeg havde håbet på at spille i Serie A efter at have været i lang tid i AZ. Jeg tog af sted for at prøve noget andet, men det lykkedes ikke, tilføjer han. 

Efter halvandet år i den italienske Serie A, er Simon Poulsen nu tilbage i den hollandske Æresdivision, og selvom ligaen rangerer mindre, tager den danske venstreback det ikke som et nederlag at vende tilbage til AZ. 

- Niveaumæssigt er det et skridt tilbage, for selvom den hollandske liga har et godt niveau og passer til mig, ligger Serie A bare på et internationalt højere niveau. Men omvendt kan jeg komme til at spille her, og på den måde er det et skridt fremad, siger Simon Poulsen, der ikke vil lægge sig fast på, om han fortryder sit skifte til Sampdoria i sommeren 2012. 

- Det er svært at svare præcist på. Fodboldmæssigt kan jeg godt fortryde, fordi jeg ikke spillede, men jeg havde et godt indtryk af Italien dengang, selvom det lå langt fra den hollandske spillestil. Jeg kunne udvikle mit spil, og jeg mente, at det var et godt valg at tage til en mindre italiensk klub. Jeg har lært noget af det, og selvom det har været svært, kan jeg ikke bruge det til noget at fortryde. Der er ting i fodbold, man ikke kan forudse, siger han. 

Simon Poulsen har skrevet en kontrakt med AZ, der gælder frem til sommeren 2015.

Superliga

Mere Superliga

Fokus