Video : Tipsbladet
Benelux

Sørloth afviste Galatasaray: Valgte Gent på grund af Thorup

Den tyrkiske storklub Galatasaray var blandt Alexander Sørloths bejlere, men nordmanden ville hellere genforenes med sin træner fra tiden i FC Midtjylland

Alexander Sørloth blev for lidt over et år siden solgt fra FC Midtjylland til den engelske Premier League-klub Crystal Palace for en pris, der angiveligt lå på mere end 100 millioner kroner. En pris, der gjorde ham til det dyreste salg i Superligaens historie.

Men tiden i England har langt fra været succesfuld for Sørloth, der slet ikke har ramt det niveau, der efter 15 mål i efteråret 2017 fik Crystal Palace til at finde den store pengepung frem. Derfor virkede et lejeaftale oplagt for den store nordmand, da transfervinduet åbnede ved årsskiftet.

Der var angiveligt rift om Sørloths underskrift. Ifølge den norske avis VG var både den tyrkiske storklub Galatasaray og den engelske Championship-klub Middlesbrough ude efter angriberen, men det blev i stedet den belgiske klub Gent, der løb med underskriften.

Og det var der en helt særlig grund til. Gent bliver nemlig trænet af den tidligere FC Midtjylland-træner Jess Thorup, og det var den primære årsag til, at Sørloth endte med at vælge Belgien. Det fortæller hovedpersonen selv til norske VG ifølge Ekstra Bladet.

- Jeg valgte Gent på grund på Jess Thorup. Han fik det bedste ud af mig i FCM. Når man skal ud i seks måneder, er det dejligt, at træneren ved, hvad jeg står for, fortalte Sørloth efter sin uofficielle debut for Gent, hvor han scorede to mål i en træningskamp mod den tyske klub Holstein Kiel.

Nu har Sørloth derfor et halvt år under Jess Thorups vinger til at finde tilbage til formen fra FC Midtjylland, der forhåbentlig kan give ham endnu en chance i Crystal Palace til næste sæson.