Standard Liege: Vi henter Scholz
Foto: Polfoto
Benelux

Standard Liege: Vi henter Scholz

Standard Liege vinder kapløbet mod Anderlecht om Alexander Scholz. Det føler cheftræner Ivan Vukomanovic sig i hvert fald overbevist om.

Skal Alexander Scholz til Anderlecht eller Standard Liege?

Det spørgsmål har fyldt rigtig meget i belgiske medier de seneste dage, efter det i sidste uge kom frem, at Lokeren havde accepteret et bud fra Anderlecht på den danske forsvarsspiller, men at Standard Liege nægtede at opgive håbet om at få fingrene i Scholz og derfor så sent som i går forhandlede med Lokeren om danskeren.

Nu ser spørgsmålet ud til at kunne besvares. Alt tyder på, at Standard Liege snupper Alexander Scholz for snuden af Anderlecht. Ifølge belgiske medier er Standard Liege villige til at fylde mere i lønningsposen til Scholz, og det skulle blandt andet have været afgørende for forsvarsspilleren.

- Jeg er temmelig sikker på, at vi får Alexander Scholz, siger Standard Liege-træner Ivan Vukomanovic til RTBF.

Alexander Scholz og Standard Liege mødes senere i dag, og det forventes, at handlen falder endeligt på plads i løbet af de næste 24 timer. Lokeren kan se frem til et beløb på den gode side af 20 millioner kroner for den danske U/21-landsholdsspiller.