Video : Tipsbladet
Benelux

Tidligere Ajax-træner: Troede, Dolberg var meget længere i sin udvikling

Den tidligere Ajax-træner Peter Bosz erkender, at han troede, Kasper Dolberg var længere fremme i sin udvikling. Han har dog stadig en tro på danskeren.

Det ventes, at Kasper Dolberg i denne uge forlader hollandske Ajax og skifter til franske Nice, hvor danskeren skal er udset til at afløse Mario Balotelli, der er skiftet tilbage til italiensk fodbold.

Uden at forklejne Nice eller den franske liga var det ikke just det, der lå i kortene, da Dolberg i 2016/2017-sæsonen var toneangivende på det Ajax-mandskab, der tog turen hele vejen til Europa League-finalen.

Kasper Dolberg har efter den sæson haft det svært - både med skader og med at komme på holdet under især Erik ten Hag, der er holdets nuværende chef.

Manden, som Dolberg fik et gennembrud under, er lidt overrasket over, at den 21-årige dansker ikke er længere i sin udvikling.

- Som alle andre troede jeg, at han nu - to år efter sin meget succesrige sæson - ville være meget længere, siger Peter Bosz, der nu er træner for Bayer Leverkusen, til Voetbal International og forklarer:

- Jeg har også set, at det ikke har fungeret. Han har ligget meget ned. Det ser ud til, at hans balance og koordinering er forkert, og at det er noget fysisk. Han har brug for at gøre noget ved det, for man kan ikke komme i dueller, når man hele tiden ligger ned. Men jeg mener stadig, at Kasper kan leve op til sit potentiale.

Der har tidligere været rygter om, at Leverkusen-chefen har forsøgt at få Kasper Dolberg til det tyske. Det afviser Peter Bosz dog.

- Man ved aldrig, hvordan tingene ender. Jeg ved, at Kasper er en rigtig rar knægt, som man kan arbejde godt med. Og jeg håber virkelig, det går ham godt. Men at jeg forsøgte at få ham til Leverkusen, er ikke korrekt. Det har jeg aldrig forsøgt.

Peter Bosz var kun i Ajax i en enkelt sæson og førte klubben til andenpladsen i ligaen og Europa League-finalen, som klubben tabte med 0-2 til Manchester United.