Tidligere United-forsvarer ser ud til at få chancen som træner i Holland
Foto: Getty Images
Benelux

Tidligere United-forsvarer ser ud til at få chancen som træner i Holland

I foråret blev Jaap Stam fyret i Reading - nu bliver han senere fredag præsenteret som ny træner i PEC Zwolle, fortæller det hollandske medie NOS.

Den tidligere hollandske forsvarsspiller Jaap Stam er på vej tilbage til Holland og trænergerningen.

Nu 46-årige Stam bliver ifølge det hollandske medie NOS præsenteret som ny træner for PEC Zwolle senere fredag, og dermed vender han tilbage til trænergerningen, efter han i foråret blev afskediget i engelske Reading.

Jaap Stam, der har  67 landskampe for Holland og var på kontrakt i klubber som PSV, Manchester United, Lazio, Milan og Ajax, var i 2009 midlertidig træner i Zwolle, som han fra 2011 til 2013 var assistenttræner for, og nu vender han altså tilbage og får ansvaret for førsteholdet.

Stam var i 2013 til 2014 assistent for Ajax' førstehold, inden han fra 2014 til 2016 blev assistent for Jong Ajax, reserveholdet i Amsterdam-klubben. Han fik siden chancen i Reading, men var altså ikke i stand til at føre holdet i Premier League. I 2017 tabte Reading til Huddersfield efter straffesparkskonkurrence i den afgørende kamp om at komme i Premier League.

PEC Zwolle ligger nummer 16 i ligaen, og klubben fyrede for nylig John van't Schip. Nu håber klubben altså på, at Jaap Stam kan få holdet længere frem i den hollandske Eresdivisie, der aktuelt er på vinterpause, men starter op igen midt i januar.