• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Benelux Kenneth Jensen & Oliver Okstrøm

Tre mål i fire kampe for Dolberg: Jeg føler mig fri og har det godt

Den danske landsholdsangriber er tilbage på holdkortet i Ajax, og det har han fejret med mål.

Af Kenneth Jensen & Oliver Okstrøm

Kasper Dolberg er tilbage i startopstillingen for Ajax. Han er tilbage i form. Og han er tilbage på måltavlen.

Tre mål er det blevet til i de seneste fire kampe, selv om to af dem blot har været indskiftninger, men angriberen, der fyldte 21 år i lørdags, ser ud til at være helt fit for fight igen.

En fodskade holdt Kasper Dolberg fra banen i det meste af foråret, og selv om Ajax-spilleren var med Danmark til VM, blev det kun til få minutters fodbold, da han kom ind i opgøret mod Frankrig. Siden fulgte en skade i maveregionen i opstarten til denne sæson i Ajax, så den tidligere Silkeborg-spiller blev igen sat tilbage.

Men med mål mod Te Werve, Fortuna Sittard og AZ Alkmaar har de sidste par uger været gode for Kasper Dolberg, og nu træder han ind i landsholdstjenesten med positive vibrationer. 

- Jeg har spillet fire kampe nu, og ja, jeg har det godt og mærker ikke mere til skaden. Jeg føler mig fri og har det generelt godt, så jeg har gode forudsætninger for at gøre det godt igen, siger Kasper Dolberg til tipsbladet.dk.

Ajax har investeret i spillere denne sommer - blandt andre de rutinerede Daley Blind og Dusan Tadic, så der er ingen tvivl om, hvad den helt store målsætning for Amsterdam-klubben er denne sæson.

- Vi har fået en god start i Amsterdam, har kvalificeret os til Champions League og fået stablet et godt hold på benene. Vi har mange gode spillere og fået nogle rutinerede ind, så vi har en god kombination af mange dygtige spillere i klubben. Jeg synes, det begynder at ligne noget, siger Kasper Dolberg og slår fast:

- Det skal blive til et mesterskab - det er der ikke så mange spørgsmålstegn ved. Med det hold, vi har, skal vi blive mestre, selv om PSV har vundet alt indtil videre i ligaen. Det er muligt at hente dem, og det skal vi også.

Åge Hareide har allerede gjort det klart, at han ønsker at se Kasper Dolberg nærmere an. Ajax-spidsen er dansk fodbolds vel nok største angribertalent, og derfor vil Åge Hareide også gerne give Kasper Dolberg alle muligheder for at slå til.

Den 21-årige mand fra Voel ved Silkeborg er kortfattet, når det kommer til landsholdet.

- Det er fedt at være med her.

På det danske landshold har Kasper Dolberg scoret en enkelt gang i de syv landskampe, han har spillet. Han har stadig sin første startplads til gode.

Superliga

Mere Superliga

Fokus