Tyskere, italienere og russere jagter også Scholz
Illustration
Benelux

Tyskere, italienere og russere jagter også Scholz

En håndfuld belgiske klubber og schweiziske FC Basel viser interesse for danske Alexander Scholz, men hans agent fortæller, at der også er muligheder i Tyskland, Italien og Rusland.

Den danske midterforsvarer Alexander Scholz er på lidt over et år blevet en stor profil for Lokeren i den belgiske række. Han kom fra upåagtede Stjarnan på Island og har spillet fast, afgjort pokalfinalen og er med til at spille om mesterskab og europæiske placeringer. Anderlecht, Standard Liege og Genk interesserer sig for Lokeren-danskeren, og i dag forlyder det også, at Europa League-kvartfinalisterne FC Basel vil have ham.

Interessen stopper dog ikke der. Klubber i endnu større ligaer følger også Alexander Scholz.

- Der er ret meget interesse for Alexander fra mange klubber. Den stammer fra klubber i Tyskland, Italien, Rusland, Schweiz og selvfølgelig Belgien, men jeg vil ikke kommentere klubnavne. Der er rigtig mange klubber, der følger ham, men der er langt fra interesse til et tilbud, og en spiller som Alexander er jo heller ikke billig, så vi må se, hvad der sker til sommer, siger Scholz' agent Halldor Birgir Bergthorsson til tipsbladet.dk.

Alexander Scholz har spillet 28 ligakampe i denne sæson og fire pokalkampe. Han scorede det eneste mål i pokalfinalesejren over Zulte-Waregem og har generelt bare leveret en vare, der er blevet lagt mærke i Fodboldeuropa.

- Han har fået skabt et godt navn for sig selv, for han har spillet en virkelig god sæson, men lige nu er hans fokus på at afslutte sæsonen med Lokeren, hvor han er rigtig glad for at være, siger Bergthorsson.

Lokeren-træner Peter Maes siger i dag til voetbalkrant.com, at hvis der er nogen, der forlader Lokeren, så er Scholz nok den første.