Van Bronckhorst roser Nicolai Jørgensen: Fremragende indhop
Foto: Getty Images
Benelux

Van Bronckhorst roser Nicolai Jørgensen: Fremragende indhop

Feyenoord-træner Giovanni van Bronckhorst sender et par rosende ord i Nicolai Jørgensens retning efter danskerens indhop i weekenden mod FC Utrecht.

Nicolai Jørgensen har været skadet i starten af denne sæson, men nu er den danske landsholdsangriber på vej tilbage i Feyenoord.

I forrige weekend fik han et lille indhop på seks minutter mod AZ Alkmaar, og i weekendens 1-0-sejr fik han godt og vel en halv time mod FC Utrecht:

- Man kan se, at han bringer noget - både med sin fysik og sin fodboldintelligens. Nico lavede et fremragende indhop fra bænken, og han kommer mere og mere i form.

- Det er meget vigtigt for os, siger Feyenoord-træner Giovanni van Bronckhorst om den danske angriber til klubbens hjemmeside. 

Næste kamp for Feyenoord er i den hollandske cupturnering på torsdag mod Gemert.