Video : Tipsbladet
Benelux

Van der Vaart kunne ikke holde sig i ro efter Ajax-sejr: Jeg sprang op

Den tidligere Superliga-spiller så to af sine gamle mandskaber spille tirsdag aften, og han var glad for, at Ajax vandt opgøret.

Mens FC Midtjylland og Esbjerg fB ikke fik meget spillemæssigt ud af den tidligere hollandske landsholdsstjerne Rafael van der Vaart, var tirsdagens opgør mellem Real Madrid og Ajax et opgør mellem to af de klubber, hvor Rafael van der Vaart som spiller var bedst for.

Spanierne endte med at tabe 1-4 til Ajax og røg dermed ud af Champions League efter at have vundet turneringen de sidste tre år, og Rafael van der Vaart var rejst med til Spanien, hvor han endte med at storjuble over hollændernes sejr.

Til NOS fortæller den tidligere VM-finalist, at han var inviteret med til kampen af Ajax, og at han sad sammen med en masse legender. Til sidst kunne han dog ikke holde sig i skindet, da Ajax gik målamok på Santiago Bernabeu.

- Skal jeg fortælle, hvad der var det bedste?

- Jeg sad på tilskuerpladserne sammen med en masse tidligere spillere, og jeg var entusiastisk, da Ajax scorede, så jeg rejste mig fra mit sæde. Så kiggede jeg på Clarence (Seedorf), der sagde "ro på, vis respekt."

- Men til syvende og sidst kunne jeg altså ikke bare sidde, så jeg sprang op fra stolen, og folk fra Real lykønskede mig efterfølgende. Det var meget fint, siger Rafael van der Vaart.

Hollænderen, der i efteråret indstillede sin aktive karriere, var en stor spiller for Ajax, inden han blev solgt til Hamburger SV i 2005. I Ajax blev han i en alder af bare 20 år udnævnt til Ajax-kaptajn.