Boilesen var i dialog med Brøndby
Foto: F.C. København
Generelle

Boilesen var i dialog med Brøndby

Brøndby var i kontakt med den nuværende FCK-spiller Nicolai Boilesen, men der kunne ikke findes enighed med klubbens tidligere ungdomsspiller.

Det forargede mange Brøndby-fans, da klubbens tidligere ungdomsspiller Nicolai Boilesen skrev under på en fire-årig kontrakt med rivalerne fra FC København. Ifølge netmediet tribunen.com var der dog indledende snak mellem Brøndby og Boilesen, men det blev ikke til længere end det, da Brøndby ikke fandt økonomisk råderum eller sportslig tålmodighed til at vente på, at backen ville være tilbage på 100 %.

Positionen som venstre back i Brøndby har i denne sæson været et åbent spørgsmål. Med salget af Riza Durmisi lignede Jesper Juelsgård et oplagt valg, men unge Svenn Crone har indtil videre vundet den kamp. Derfor har rygterne lydt om, at Juelsgård kunne skifte klub. Blandt andet har AGF været meldt interesseret, men tribunen.com skriver også, at Juelsgårds skifte væk fra Brøndby er sat på standby.

Senest meldes der om interesse fra Brøndbys side om Simon Poulsen fra PSV, men da Poulsen efter sigende skulle være i dårlig form, har Brøndby ikke ønsket at tage nogle chancer.