Ikke alt var positivt, da Bayern München 11. marts sendte Shakhtar ud af Champions League med knusende 7-0. Undervejs måtte Franck Ribery nemlig udgå for hjemmeholdet, og siden har det ikke set godt ud for Bayern-stjernen, der ikke har optrådt siden. Sidst i marts tog man dog chancen i den tyske klub, da Ribery blev sendt tilbage på træningsbanen.
Dette skulle man dog ikke have gjort. Franskmanden har nu forværret sin skade i en sådan grad, at han er ude af stand til at deltage i Bayern-forberedelserne. Ribery udelukker desuden enhver mulighed for at blive klar til weekendens storkamp mod Borussia Dortmund:
- I starten af ugen var det rigtig skidt, og jeg kunne ikke gøre noget. Om onsdagen kunne jeg i det mindste cykle, men denne skade kommer på det værst mulige tidspunkt. Jeg var lige kommet i form, og nu må jeg holde pause i mindst tre uger. Problemet var, at jeg begyndte at træne igen alt for tidligt efter Shakhtar-kampen. Det var en fejl, der kostede. Der kommer mange vigtige kampe nu, hvor jeg håber på at kunne hjælpe holdet, siger Franck Ribery til Goal.com og fortsætter:
- Der er ingen chancer for, at jeg kommer til at spille mod Dortmund. I øjeblikket kan jeg ikke løbe. De næste dage må vise, hvordan chancerne ser ud for at spille mod Leverkusen. Jeg må give det tid, men denne tid har vi ikke i øjeblikket, udtaler Ribery.
Borussia Dortmund tager imod Bayern München lørdag i Bundesligaen.