Avis: Thomas Delaney skifter til Dortmund torsdag
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Bundesliga

Avis: Thomas Delaney skifter til Dortmund torsdag

Thomas Delaney skifter til Borussia Dortmund, der efter sigende har fået et bud på 150 millioner kroner accepteret af Werder Bremen.

- For mig er Dortmund en top-2 klub i Tyskland. De spiller med om mesterskabet, pokaltitler og er i Champions League. For mig at se er det en top-10 klub i verden, så selvfølgelig er det en interessant klub for mig.

Sådan sagde Thomas Delaney til Ekstra Bladet i sidste uge, og nu ser det ud til at midtbaneprofilens drømmeskifte kun er millimeter fra at være på plads.

Det har efterhånden længe lignet et sommerskifte for Delaney, og selvsamme Ekstra Bladet erfarer nu, at skiftet bliver officielt torsdag. 

Ifølge avisens tyske kilder har Werder Bremen nemlig accepteret et bud knap 150 millioner kroner for den danske landsholdsdynamo. Den pris vil gøre ham til Danmarks dyreste fodboldspiller – en pris, han overtager fra Christian Eriksen, der i sin tid blev solgt for 101 millioner kroner. 

Den tidligere FC København-stjerne forventes desuden at sætte sin underskrift på en fireårig aftale.

Delaney tog turen fra FC København til Werder Bremen i januar 2017, hvorefter han hurtigt udviklede sig til en profil i Bundesligaen, og efter 49 kampe, syv mål og syv oplæg i Werder Bremen-uniformen ser han nu ud til at tage skridtet op til Borussia Dortmund, der blandt andet kan tilbyde Champions League-fodbold.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.