Avis: Yussuf Poulsen skriver ny lang kontrakt med Leipzig
Det er spændende tider for Yussuf Poulsen, der forleden blev udtaget til U/21-EM og nu også kan se frem til en ny kontrakt. Den tyske avis Bild skriver, at han og RB Leipzig er særdeles tætte på hinanden i forhandlingerne om en forlængelse.
Avisen forventer, at en aftale kan være klar allerede på lørdag, og den kommer angiveligt til at løbe helt til sommeren 2020. Samtidig får Poulsen en lønforhøjelse, så han kommer til at tjene op mod otte millioner kroner om året.
Bild skriver desuden, at den nye aftale kommer til at indeholde en frikøbsklausul og en klausul, der siger, at holdet skal rykke op i Bundesligaen. Manager Ralf Rangnick bekræfter, at parterne nærmer sig en forlængelse.
- I forbindelse med Champions League-finalen i Berlin har jeg et møde med Yussis agent. Det ser godt ud. Men der er stadig et par punkter, der skal falde på plads. Men der er ikke noget tidspres, og vi tager det roligt, siger han til avisen.