Barcelona sælger kroatisk stortalent til HSV
Bundesliga

Barcelona sælger kroatisk stortalent til HSV

Alen Halilovic fra FC Barcelona er solgt til tyske Hamburger SV, bekræfter Bundesliga-klubben på sin Twitter-profil.

Alen Halilovic blev udråbt som ét af de største talenter, da FC Barcelona købte den dengang 17-årige kroat i Dinamo Zagreb tilbage i 2014.

Offensivspilleren fik allerede debut for Dinamo Zagrebs førstehold som 16-årig, og i 2013 blev han den yngste spiller på det kroatiske landshold nogensinde, da han var på banen i en venskabskamp mod Portugal også som 16-årig.

Men nu sælger Barcelona ham allerede videre, uden at spilleren nåede at få debut for førsteholdet i La Liga. Det er tyske Hamburger SV, der har købt Halilovic.

Det bekræfter HSV på sin Twitter-profil, hvor man har lagt et billede op af spilleren fra lægetjekket.

Halilovic er blevet tildelt trøjenummer 23 i Bundesliga-klubben og har angiveligt fået en fireårig kontrakt.