Video : Tipsbladet
Bundesliga

Bayern-boss om Sané-transfer: Vi giver det et skud

Bestyrelsesformanden i Bayern München, Karl-Heinz Rummenigge, siger, at klubben vil forsøge at hente Manchester Citys Leroy Sané. Han vil dog ikke love, at transferen bliver til virkelighed.

Manchester Citys tyske kantspiller Leroy Sané har haft en svær sæson. Han spillede en stor sæson i fjor med masser af mål og assists til følge, men i denne sæson har han været henvist til bænken i en stor del af Citys kampe.

Det har fået rygterne om en retur til Tyskland og de tyske mestre fra Bayern München til at spire, og bestyrelsesformanden i klubben, Karl-Heinz Rummenigge, bakker rygterne op. Sané er nemlig på ønskelisten i det sydtyske. 

- Vi giver det et skud. Men jeg kan ikke love, om det lykkes eller ej. Vi legede allerede med tanken om at hente ham, da han spillede i Schalke. Dengang kunne vi dog ikke garantere ham spilletid. Vi havde Arjen Robben og Franck Ribery, der var toppen af poppen på det tidspunkt, siger Karl-Heinz Rummenigge ifølge BBC.

Leroy Sané har to år tilbage af sin kontrakt med Manchester City.