Bayern hev smal sejr hjem over Leverkusen
Foto: Polfoto/Matthias Schrader
Bundesliga

Bayern hev smal sejr hjem over Leverkusen

Bayern München fik en 2-1-sejr over Bayer Leverkusen.

Bayern München havde ikke vundet i tre kampe i streg oven på midtugens 3-2-nederlag til russiske FK Rostov, hvorfor der var pres på Carlo Ancelotti forud for lørdagens Bundesliga-kamp mod Leverkusen. 

Roger Schmidts mandskab havde ikke fået nogen speciel god start på sæsonen og lå på niendepladsen inden kampen, så det var to mandskaber, der havde brug for en sejr, der mødtes lørdag aften. 

Bayern München startede kampen bedst og bragte sig i front efter en halv time. Det skete, da Philipp Lahm skud på mål blev reddet af Bernd Leno, hvis halve clearing blev headet ind i kassen af Thiago. 

Fem minutter senere stod det dog 1-1, da Hakan Calhanoglu afsluttede et flot angreb med at sparke bolden op i netmaskerne.

I anden halvleg kunne Mats Hummels heade værterne i front efter et knaldhårdt Joshua Kimmich-hjørnespark. 

Det endte også med en Bayern-sejr, der sender dem inden for tre points afstand af ligaens nummer et, RasenBallsport Leipzig.