Bayern jagter Thiago Silva og David Luiz
Illustration
Bundesliga

Bayern jagter Thiago Silva og David Luiz

Bayern München vil til sommer forstærke holdet med en midterforsvarer fra allerøverste hylde. Thiago Silva og David Luiz står øverst på ønskelisten.

Bayern Münchens forsvar er stærkt. Rigtig stærkt. Men skal man pege på et sted, hvor de kan forstærke sig, så er det måske netop i bagkæden, hvor Jerome Boateng indimellem ikke leverer, hvor Daniel van Buyten er oppe i årene, og hvor Holger Badstuber oven på to korsbåndsskader kæmper for at komme tilbage.

Det har Bayern-ledelsen tilsyneladende også set, for i følge Bild vil de forstærke holdet til sommer med en forsvarsspiller fra allerøverste hylde. En spiller der efter planen skal spille sammen med Dante.

Og brasilianeren kan meget vel få en landsmand ved siden af sig. Således skulle Chelseas David Luiz og Paris SG' Thiago Silva være øverst på Europa- og Verdensmestrenes ønskeliste.

Det betyder også, at den snart 36-årige Van Buyten ikke får forlænget sin kontrakt.