Tirsdag aften var der drama for alle pengene, da Dortmund sendte Bayern München ud af den tyske pokalturnering efter straffespark. Onsdag varede spændingen knap så lang tid.
Wolfsburg, for hvem Nicklas Bendtner sad på bænken hele kampen, vandt 4-0 over Armenia Bielefeld. Det kom næppe som nogen overraskelse, eftersom sidstnævnte spiller i 3. Bundesliga, hvor man dog ligger nummer et.
Allerede efter otte minutter bragte Maximillian Arnold Wolfsburg foran, og kort efter den halve time var det midtbanemakkeren Luiz Gustavos tur til at komme på måltavlen. Den sidste flig af spænding forsvandt efter 51 minutter, da Ivan Perisic gjorde det til 3-0. Fire minutter senere scorede Arnold så sit andet og holdets fjerde mål.
Bendtner og co. skal i pokalilden igen den 30. maj, når man altså møder Dortmund i finalen.