Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dansk træner er splittet over kamp mod Newcastle

Bo Svensson er uafklaret i forhold til, hvorvidt Mainz' træningskamp mod Newcastle bør aflyses.

Mainz skal møde Newcastle i en træningskamp den 18. juli, og det er der mange af Bundesliga-klubbens, der ikke bryder sig om. 

Den nordengelske klub er således blevet en kontroversiel størrelse i fodboldverdenen, efter at den i oktober sidste år blev opkøbt af en saudirabisk investeringsfond. 

Fangruppen Supporters Mainz har derfor meldt ud, at træningskampen mod Newcastle bør blive aflyst. 

- Mainz 05 sender et signal med beslutningen om at spille denne kamp, og det er ikke et godt signal. Denne kamp sender et signal om, at værdierne i klubbens værdigrundlag ikke er bindende, når det kommer til at finde modstandere til træningskampe. Med en kamp mod Newcastle tilbyder Mainz det saudiarabiske regime en scene og anerkender det dermed indirekte politisk, lyder det således, ifølge Kicker, fra fangruppen. 

Mainz' danske cheftræner, Bo Svensson, er dog ikke helt overbevist om, at kampen bør afblæses. 

- Det er ikke et nemt emne. Jeg er lidt splittet. På den ene side kan jeg godt forstå argumenterne. På den anden side bliver tingene altid blæst op i fodbold, og der bliver gjort et stort nummer ud af det.

- Klarer disse folk, der kræver aflysninger, sig også uden Disney-film til deres børn? Hvor langt skal man gå?

Bo Svenssons sidstnævnte kommentar er en reference til, at Public Investment Fund, der har købt Newcastle, også købte aktier i Disney i 2020.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.