Dansk U/21-anfører er tilbage for Werder Bremen
Foto: Carmen Jaspersen/Polfoto
Bundesliga

Dansk U/21-anfører er tilbage for Werder Bremen

Forsvarsspiller Jannik Vestergaard er tilbage i træning for Werder Bremen, og han kan måske allerede i weekenden være i startopstillingen for den tyske klub.

Werder Bremen kan lørdag have danske Jannik Vestergaard tilbage i startopstillingen, efter U/21-landsholdets anfører blev offer for en slem, slet tackling fra HSV's Rafael van der Vaart for et par uger siden. Danskeren er dog tilbage i træning og kan være med lørdag, hvor klubben møder nedrykningstruede Hannover 96 på udebane.

Det var frygtet, at Jannik Vestergaard var blevet ramt af en alvorlig skade, der ville holde danskeren ude af U/21-EM, men heldigvis var der ingen alvorlig skade på led- og korsbånd i Vestergaards knæ. Nu varsler Werder Bremen, at danskeren - der har trænet i denne uge - kan være i startopstillingen i morgen.

- Jannik har i de sidste par dage gjort et godt indtryk, og han kan være blandt de startende 11, siger Werder Bremen-træner Viktor Skripnik på et pressemøde.

Dermed lader det også til, at Jannik Vestergaard får lidt kampe i benene, inden de sidste forberedelser til U/21-EM skydes i gang.

Jannik Vestergaard, 22 år, skiftede i januar fra Hoffenheim til Werder Bremen og har siden imponeret stort i Bremen-forsvaret.